Marts med minus, hjælp maj på vej

 

I mine første blogår skrev jeg flere gange om champagnesalget. Altså det store generelle, globale ét, der år for år fjernede sig mere og mere fra de 300 millioner. Altid i den gode retning. (2007 og 2008 eller 2005).

Det gik dengang så forrygende med succes og salg og stadigt tommere kældre, at det begyndte at ligne et problem. Suset er slut.

Selvfundet velfundet
Vi begyndte at sælge champagne det år de glade tider virkeligt var forbi. Der stod krise overalt, og derfor blev der i 2009 faktisk fyldt en tredjedel færre druer på flaske end året før. Kunderne stod heller ikke på hinandens tæer for at købe ind i et år, hvor flere kendte champagnemærker blev solgt til to for ens pris i svært gennemskuelige supermarkedsaftaler.

Så vi fandt selv de fleste af vores kunder, og vi har såmænd stadig de fleste. Det er vi glade for, tak til de af jer, der læser med. Det har desuden også givet os en fælles historie med udgangspunkt i vores flasker og deres årgange, og jeg oplever, at vi sammen bygger videre på fællesskabet hver gang, vi ses.

Fremad siden 2009
Sådan var det i 2009. 2010 blev lidt bedre og siden så fremdeles. Sidste år var den samlede omsætning faktisk ikke ret langt fra det oprindelige rekordtal i 2007. Der blev godt nok solgt færre flasker, men de havde til gengæld en større værdi.

Alligevel er det som krisedynen stadig ligger tungt over manges mindset.

Nu har vi netop fået de generelle tal fra marts måned, og de er ligeså grå og triste som vejret.

Minus på det franske hjemmemarked, der stadig er det største marked for champagne. Minus på det europæiske nærmarked. Det er også de to markeder, der er lettest at håndtere eksportmæssigt for helt små virksomheder. Det er nemlig ikke helt enkelt at håndtere de fjerne markeder, der i øjeblikket er de bedste bud på fremgang. Tredjelandene går frem med 1,5 procent, mens Frankrig går 17 procent og EU-landene 11 procent tilbage sammenlignet med marts måned i 2012.

Smil til april, hjælp maj på vej
Men der er langt fra en lille landsby i Champagne til Singapore og Hong Kong, Brasilien og Australien, Kina og selv Japan, der ellers er blevet et ret etableret eksportmarked for champagnen. Syndikatet, vores forening for vinbønder, arrangerer hvert år fælles fremstød for at hjælpe os og vores kolleger derud, hvor vi selv kan skabe den nødvendige, personlige kontakt.

Sidst i maj står Sverige og Danmark for tur, blandt andet med et arrangement på den franske ambassade, men vi mener jo nok, at vi kan klare den slags ærter billigere selv eller sammen med Champagneselskabet.

Desuden sælger vi normalt fortsat, hvad vi har, og ellers finder vi nogen, der har lyst til at prøve. Og det gør Frankrigs mest solgte mærke åbenbart også. Det store kooperativ Nicolas Feuillatte havde i 2012 sit bedste år nogensinde. Så minusserne må sidde nogle andre steder, og gid vi så alle lidt mere fortrøstningsfuldt kunne gå april-tallene i møde og måske ligefrem hjælpe maj på vej.

Bryllup, studentergilde, reception eller at forskere har bevist, at rotter husker lidt bedre, hvis de bare får lidt champagne blandet i deres foder. Faktisk kan man også bare drikke champagne, fordi det smager godt, og jeg ved, at jeg ikke er alene om den idé, for af og til er der nogen, der fortæller mig den slags herlige historier. Når jeg selv gør det, sender det ganske vist vores salg i den forkerte retning. Til gengæld er humøret højt.

Vinens vækst tre uger senere

 

Billedet her tog Alain i parcellen les Crochettes for et par dage siden.

Prøv at se her, hvor hurtigt en vinstok udvikler sig, når den først er i gang.

 

 

 

Billederne er fra den 25. april, den 4. maj og den 16. maj i år.

Knopperne åbner og udvikler sig sådan her:

 

 

 

I år altså, for det kolde forår har forsinket udviklingen adskillige uger. Prøv at sammenligne med midt april i 2012.

Vejrudsigten har endda netop sendt det kolde skrækgys ned ad ryggen på os. Den truer faktisk helt usædvanligt med risiko for nattefrost senere på ugen. Nu var alt ellers godt forvaret efter at vi havde passeret les saintes de Glaces. Det viser sig, at folk i Meuse - departementet ved siden af vores, Marne - har en ekstra ishelgen i ærmet, den 25. maj, og det er lige akkurat på lørdag. Det kan være, det er den, der huserer i år.

Alain har en anden forklaring: Vejret er tre uger forsinket i år, og så er frosten det vel også.

Men forresten er det da de tidlige anlæg til vindruer, du kan spotte på nærbillederne, og det er en kunstfærdig forestilling at folde sådan en knop ud. Vi håber, at den får fred og varme - eller i hvert fald ikke frost - til det videre arbejde.

Nyt fif: Glidende trådhøjde

 

Forleden stødte jeg på dette smarte fif i en vinmark ved landsbyen Villers-Marmery.

Når man binder sin wire fast på denne måde i stedet for direkte på jernpælen, kan man skubbe den op eller ned, alt efter om wiren skal ligge på jorden - som nu - eller sidde i en af krogene - som senere, når vinens grene er vokset godt til.

Det er selvfølgelig en liden detalje, men den slags gør af og til en forskel. Nok til at Alain er gået i gang med at anbringe lignende lukninger i vores vingårde.

42 rækker i Les Crochettes, det dobbelte i Belles Feuilles, fordi den er plantet i to halvdele med et græsklædt midterstykke og i Loisy-en-Brie 42 rækker Pinot Meunier/Noir for oven, 36 rækker Pinot Meunier forneden, omkring 20 rækker på den anden side af renden og så endelig Chardonnay-rækkerne. Alle rækker har to ender, og så er vi allerede nået op i et tal, der betyder, at selv så lille en operation ikke er gennemført på en dag eller to.

Udskiftningen løber på den anden side heller ingen steder. Den må jo tage den tid, der er nødvendig.

Vi lægger wirerne på jorden for at vinstokken kan vokse helt frit i de første par måneder af væksten.

En foule som i en fjern fortid

 

Der var engang, hvor vinbønder i Champagne hvert forår skulle ud for at plante pæle som disse.

Vinstokkene voksede tæt i Champagnes vinmarker for 100 år siden. Der var næsten dobbelt så mange som i dag, hvor vi planter et sted mellem 8.000 og 9.000 vinstokke per hektar. Hvor mange afhænger af, hvor kort man beskærer sin plante.

Dengang og nu
I gamle dage voksede hver plante op af en solid træpind - systemet hed en foule - og derfor fyldte vinstokkene meget mindre end i de spaliersystemer, vi bruger i dag.

Se bare forskellen her:

 

 

Den anden og ikke mindre væsentlige besparelse er tiden.

Forår og efterår
Den betød måske mindre for 100 år siden, hvor folk gik i vinen i efteråret for at grave træpæle op - 14.000 stykker per hektar, mine damer og herrer - og de samme 14.000 pæle skulle fragtes i hus i den kolde tid og derpå tilbage til vinmarkerne igen i maj eller juni måneder, hvorefter de endelig blev plantet påny.

Her er et par af fortidens folk i færd med at samle deres pæle sammen. Mand og kone, gætter jeg på.

 

Vi synes jo, at vi har nok at se til i vores tre hektar, og det bliver vi som regel også til fulde bekræftet i, når nogle af jer har været med os derude og se, hvad vi foretager os.

Men hvis man vil have en idé om rigtigt arbejde, skal man bare kaste et blik nogle årtier tilbage.

Så vidt tankerne ved denne lille forsamling pæle. De er plantet på en lille skråning i nærheden af vinmuséet i Verzenay. Mit gæt er, at skrænten er så stejl men samtidig lille til, at det er lettere at dyrke vinstokkene en foule end i spalier. Man klarer sig, som man kan.

Spalier-systemet afløste træpælene efter Første Verdenskrig.

 

Færre knopper, bedre vækst

 

En vinstok et sted i Champagne, nærmere bestemt Les Crochettes i Soulières.

I år kan foråret åbenbart primært kun finde ud af at være enten koldt eller vådt eller eventuelt begge dele. Det er til gengæld ikke koldt om natten, frygt for forårsfrost er afblæst, og så går det alligevel. For vinen altså.

Den vokser, og grønnes mere og mere næsten dag for dag.

Selv mine forældre kunne se grenenes vækst fra den første til den sidste dag, da de var på ferie tidligere på ugen.

Hånd-til-plante
Det er med andre ord tid til at tage fat igen.

Nu dukker de overflødige knopper op på grenene. Som lyserøde prikker og siden som blade og bløde stængler, hvis de får lov at vokse sig så lange. Det kommer an på, hvor hurtige vi er til at få dem knipset af.

Vores gæster bliver altid overrasket over, hvor meget manuelt arbejde en vinmark kræver. Jeps, her er en til: Vi skræller alle disse små lyserøde dupper af med fingrene. Sådan her:

 

Også ja til din næste tanke.

Når vi er færdige med alle tre hektar, kan vi principielt begynde forfra med næste hold.

 

Hvis vi har tid.

 

Men det kan det godt betale sig at have.

Knopperne bliver aldrig lettere at fjerne end når de er helt friske og sprøde.

Vi gør det selvfølgelig for din skyld.

Færre stængler, betyder færre grene, betyder mindre arbejde til vinstokken, betyder mere energi til vindruerne, betyder bedre vin. Okay?

Bobler og bihuler

 

Det skal være godt for hukommelsen at drikke champagne. Det har nogle mennesker forsket i, men det kan jeg altid komme tilbage til en anden gang.

Forleden testede jeg i selskab med familien, om Rosé d'Asssemblage eventuelt også virker mod bihulebetændelse. Jeg stillede selv op som forsøgsperson, kan jeg oplyse.

Vi smed én flaske ind i forsøget, og det er jo ikke meget empiri, man kan hente ud af 75 cl, når man er fire om at dele, vel. Uden tvivl derfor, at jeg ikke er ganske sikker på min konklusion. Der må flere flasker, flere bihuler til at komme med et bedre svar.

Til gengæld fik humøret det helt sikkert bedre af bobler i glasset. Men al erfaring tyder på, at det ikke har noget at gøre med bihulerne.

Tre bekendte og en tømt torsdag

 

En torsdag i regnvejr, en bil med et tomt bagagerum, der skal nordpå, og mennesker, der elsker champagne.

Sådan lyder ligningens x, y og z.

Foråret har været festligt rundt omkring, og vores nærlager er i øjeblikket næsten tomt.

For at ligningen kan gå op, skal der derfor klistres, vaskes og pakkes til den store, gyldne medalje i dag. Det er helt ok.

Vi går ikke i marken, når det regner, og det er i øvrigt også så koldt, at der ikke sker det store i det fri lige nu. Det gør ikke noget. Vi kaster os i stedet over en flok af disse fætre.

 

Frisag for forårsfrost

 

Midten af maj er ved at være nået. Vi fortsætter et dagligt og intenst studium af vejrudsigter, men nu holder vi ikke længere øje med risikoen for nattefrost.

Som hvert år er les Saintes de Glaces målstregen. Det er tre helgendage i den katolske almanak, der traditionelt markerer de sidste nætter med forårsfrost. St Mamert, St Pancrace, St Servais den 11., 12. og 13. maj og bagefter kan havefolket plante salat, jordbær og andre sager til et herligt sommerbord.

Smidt ud af almanakken
For nogen tid siden læste jeg på dansk, hvordan denne katolske vejrvarselstro også findes i Tyskland, og at den ikke længere er i brug. Det kan sagtens være, i Tyskland altså, for her i Champagne taler folk stadig om les Saintes de Glaces.

Nu sidder du måske med en fransk almanak, hvad ved jeg, verden er jo så global, og kan ikke finde hverken den ene, den anden eller den tredje. Hvad snakker hun om, tænker du så. Men den er altså god nok, de er blot gemt.

De tre dage skiftede navn i 1960, hvor Den katolske Kirke omdøbte dem til St Estelle, St Achille og St Rolande. Ifølge Wikipedia.org fordi troen på ishelgenerne skal have nærmet sig overtro.

Wikipedia konstaterer videre på baggrund af tal fra Météo-France, at det faktisk kun har frosset fire gange mellem den 11. og den 13. maj i løbet af perioden mellem 1939 og 2009. En oplysning, jeg dog vil bruge med mere end et gran salt. Vi ved jo fra vores arbejde, at det sagtens kan fryse, uden at det nogen sinde vil blive nævnt. Vi har af samme grund sat vores eget termometer op det mest frostfølsomme sted (Les Crochettes-parcellen i Soulières).

Og overtro eller ej, vi indretter vores arbejde efter is-trioen.

Knopper kan komme væk
Men nu har vi jo altså passeret dem, og Alain har så småt taget fat på at pille overflødige knopper af. Den såkaldte ébourgeonnage, afknopningen, som vi holder os fra, til vi er helt sikre på, at vi ikke får brug for ekstra knopper.

Sidste år kostede nattefrost os en del af udbyttet. Vi havde en tredjedel under normalen til vinhøsten, men frost var kun et af de problemer, vi havde at slås med. I år - det koldeste forår meget længe - har vi til gengæld klaret frisag. Vi har selv frosset siden januar, men vi kan glæde os over, at vores vinstokke i det mindste har haft det varmt nok.

Årgang 2012 på flaske (II)

 

De nye vine fra 2012 bliver i denne uge tappet på flaske sammen med en cocktail af sukker og gær, der på forhånd er opløst i en smule vin.

Flasken er den endelige champagneflaske, men vi lukker den foreløbigt med en midlertidig kronekapsel. Den vin, du kan se her, er netop tappet på flaske.

 

Flaskerne vil nu kommer på et langt og mørkt ophold i kooperativets kældre, hvor prise de mousse vil finde sted de næste uger. Det er i løbet af denne periode, at CO2-molekylerne udvikler sig. Deres vellykkede integration i vinen tager mere tid.

Først om flere år vil vi hive flaskerne op igen, så de kan fortsætte færden frem mod at blive en færdig champagne. Det er altid et meget spændende forløb.

Ikke mindst dette år, hvor der lige siden vinhøsten har været store forventninger til årgang 2012. Alligevel kan vi aldrig være helt sikre, før vi smager champagnen om nogle år.

Tapningen fortsætter resten af ugen.

Det' Dansk, det' Deli

 

Et elegant og ret diskret Dannebrog i hjørnet er det eneste signal indehaverne sender indendøre om deres oprindelse. Nu overlader det lille spisested selvfølgelig heller intet til tvivlen. Navnet er Danish Deli, og den 1. maj holdt Jane og Thomas Holst Kristensen åbningsreception for det, der allerede må være det nye centrum for dansk gastronomi i Luxembourg.

Spisestedet består af en café med servering både inde og ude, en restaurant på 1. sal og et deli-hjørne, indrettet længst fra gaden med lækkerier fra Danmark: Lakrids, chokolade, chips, krydderier, marinerede sild og syltede sager til spisekammeret.

Thomas er kok, men konditoren er hentet i Danmark. Hvordan ellers skaffe ordentligt wienerbrød i det lille fyrstedømme? Det er muligt, at restaurant Nomas kendthed efterhånden har overhalet spandauerens og romsneglens, men mon ikke ellers Danish stadig er den globalt mest kendte fødevare fra Danmark.

Skandinavisk i hvidt
Indretningen er ganske diskret. Kølig, skandinavisk stil, alt er lyst, less får altid lov at være more.

 

Selv kyssene var hvide til åbningsreceptionen, og de var nok i sig selv. Makes me hungry og Miam miam lød de kommentarer, som gourmet-flødebollerne umiddelbart kastede af sig på min FB-side. Jeg bekræfter til hver en tid (burde bestemt have taget en mere)

Og hvordan får jeg så champagnen bragt ind i historen?

 

Jo, efterhånden er vi en hel stribe vinmarksdanskere, både i Danmark og elsewhere, og denne flydende del af den gode smag har også fået sin egen plads hos Jane og Thomas.

I hjørnet af restauranten på 1. sal har parret indrettet vinbutik, tempereret efter alle kunstens regler, og her har vores champagner fået nogle kubehylder at brede sig på. Ved siden af vine fra for eksempel Bourgogne, Beaujolais og andre herlige steder. Vinene kan man enten smage i restauranten eller købe ud af huset, stadig efter deli-princippet.

 

Den 1. maj er fridag i både Frankrig og Luxembourg. Folk havde med andre ord tid til at kigge forbi åbningen, og de to timer vi var til stede, væltede det ind med danskere fra byen.

Men mon ikke også andre danskere kunne finde på at kigge forbi på sommerturen ned gennem Europa? Mange danskere - og jeg er stadig selv en af dem - begejstres let ved synet af Lego-klodser, Vestas-møller og Danfoss-termostater langt hjemmefra.

Min teori er, at vi, fordi vi er så få blandt alverdens milliarder, let synes, vi forsvinder, og så meget desto mere begejstres vi, når verden faktisk godt kender det bedste fra Danmark, og det er sådan cirka også det, du finder på hylderne her.